Sebastian optræder solo på sommerens store skandinaviske vise-festivaler

Det bliver muligt i sommer at opleve sangeren og komponisten Sebastian optræde solo ved fire af Skandinaviens største visefestivaler:

1. juli Skagen
15.juli Västervik (S)
3. aug. Frederikssund
25.aug. Tønder

Sebastian der i 2003 vendte tilbage til live-scenen netop på Skagen Festivalen efter 10 års pause har siden come-back’et til scenen giver over 65 solo-koncerter. Nu vender han tilbage til Skagen og gæster senere på sommeren både festivalerne i Frederikssund og Tønder.

Sebastian er inviteret til Sverige for at optræde på den legendariske Vis Festivalen i Västervik, der i år kan fejre 40 års jubilæum. Festivalen har siden 1968 været arrangeret af Hansi Schwarz, der sammen med Björn Ulvaeus i 60’erne spillede i gruppen Hootenanny Singers. Sebastian bliver udover den australske sanger- og guitarist Jané Kitto, som er bosiddende i Sverige, den eneste udenlandske kunstnere på den traditionsrige svenske festival. Sebastian skal i Västervik dele scene med næste generation af visesangere bl.a. Jack Vreeswijk og CajsaStina Åkerström – begge med efternavne der forpligter.

I foråret 2006 tog Sebastian på turné med solo-showet "Trubadurens Aften" og det blev en forrygende succes. Der var i første omgang planlagt 14 koncerter, de blev meget hurtigt udsolgt og turnéen blev forlænget således at der blev 27 koncerter landet over i februar og marts med en afstikker til Færøerne. Publikum strømmede til og koncertstederne kunne tænde de røde lygter og melde alt udsolgt.

Anmeldelserne var helt i top - bl.a. skrev Holstebro Dagblad under overskriften: "GLÆDELIGT GENSYN MED SEBASTIAN" bl.a. "Sebastian er tilbage, og han er bedre end nogensinde. Det var en fornøjelse at opleve Sebastian, og det syntes publikum også. Det ville slet ikke slippe ham da koncerten var slut. Han fik et langvarigt og stående bifald og måtte give ekstranumre før han fik lov at gå. Jo, han må godt tro han er noget. Ham kan vi slet ikke undvære!"

Herning Folkeblad efter koncerten i Herning Kongrescenter under overskriften SEBASTIAN TILBAGE I TOPFORM - "Danmarks måske bedste trubadur. Undervejs som koncerten skred mod slutningen, stod et klart at Sebastian stadig formår at røre folks hjerter med sin melankolske stemme. De to timers livekoncert fløj af sted."

Solo-showet i 2006 er delvis er baseret på den live-DVD (inkl. bonus CD) med titlen "Trubadurens Aften" som blev udsendt af EMI i nov. 2004. Efter nogle ganske få dage i butikkerne opnåede DVD'en platin-status og er hastigt på vej til dobl. platin-status for det flotte salg. Sidste år blev "Trubadurens Aften" vist på DR1 i en særlig 50 minutters tv-version. Med Sebastians enorme produktion på omkring 400 sange vil koncertprogrammet altid blive sammensat så det er aktuelt og med en blanding af overraskelser og velkendte hits som "Her er en sang", "Vascomat Liza", "Den sidste vals", "Rose", "Hvis du tror du er noget", "Ostesangen", "Den lille Malkeko" samt "Sommerfuglen" og "Vind og Vejrhaner" fra det netop kanoniserede album "Stjerne til støv".

Efter forårsturnéen har Sebastian fulgt opsætningen af hans seneste musical ”Kærlighedens Farve” på Odense Teater. Der har været udsolgt til samtlige forestillinger i hele spilleperioden inkl. et antal ekstra-forestillinger, nu er teatersæsonen slut og musicalen er netop taget af plakaten, så Sebastian nu kan koncentrerer sig om andre opgaver - og som det første en række live-optrædener på udvalgte sommerfestivaler.

Tilbage til oversigten