Sebastian og Sara live på Bornholm

Sebastian og Sara Grabow

Steffen Brandts tilbagevendende Bornholmerprojekt “Udenfor sesonen” havde i år inviteret Kira Skov, Randi Laubek, Sebastian og Sara Grabow, foruden Steffen Brandt selv, som deltagere. Resultatet blev tre meget vellykkede koncerter i Gudhjem den 21/9, Kyllingemoderen den 22/9 og Musikhuset i Rønne den 23/9.

Sebastian og datteren Sara stod for 1.halvdel af koncerterne, og det var første gang de officielt delte scene i længere tid sammen. De spillede og sang blandt andet “Englen &den hvide araber”, “Vintervise”, “Sørøver Jenny” og Saras nye sang “Travel the world”. Der blev skabt en intens stemning af de to på scenen og koncerterne var i det hele taget en kæmpe succes.

Bornholms Tidende havde far og datter på forsiden og gav koncerten fem stjerner efter koncerten i Gudhjem. Efter koncerten i Kyllingemoderen skrev samme avis endnu mere begejstret: “Sebastian er et ikon i den danske sangverden - han rører ved det inderste. Dybsindige ordspil og hviskende poetiske perler triller igennem salen og tryllebinder publikum. En konges datter skal leve op til noget hvis hun skal bestå. Ingen problem for Sara Grabow. Med et enormt spektrum i sin stemme formår hun at tilføre Sebastians univers en flot sanselighed, for i næste øjeblik at udkonkurrere enhver rockmama med en råstyrke i stemmer der søger sin mage. Et navn man skal huske for fremtiden.”

Sara Grabow udsender sin debutplade “Blueberries” med egne sange den 8. oktober 2006.

Tilbage til oversigten