En publikumshilsen fra Assens
Godt gået Sebastian!
Aldrig har vi oplevet en kunstner bevæge et publikum i den grad, som du gjorde med os publikummer – og i særdeleshed min kone og mig selv – på Tobaksgården torsdag aften. Det var ganske enkelt en helstøbt og fuldendt koncert, der var som balsam for sjælen.
Vi har lyttet en del til din musik og især til din seneste udgivelse ”Trubadurens Aften”. Det vi troede skulle blive en dejlig gensynsglædende oplevelse blev meget mere end det. Du tog os i den grad med storm fra allerførste strofe. Dine fænomenale melodier og dit enestående guitarspil tryllebandt os i en sådan grad, at vi nærmest irriterede os over, når et nummer ”pludselig” var slut! - Det er ikke nogen kritik - men et velment og helt fortjent kompliment. Dine smukke, intelligente, varme, rørende, morsomme og til tider drillende tekster, tåler ingen sammenligning.
Kort sagt, din performance var ”state-of-the-art”.
Selvom du gennem din lange, glorværdige og produktive karriere er blevet båret på et tæppe af roser, vil vi alligevel vove at sende dig dette kompliment og tak, uagtet at det uden tvivl fortoner sig i mængden af superlativer og roser, som du allerede har modtaget gennem årene. Men ”tak alligevel”!
Vi glæder os til at skulle opleve dig til en koncert i nær fremtid igen.
Louise og Kent
5464 Brederup, Fyn